NYT

 

 

Billedglæde og den sure kunstpolitik – nogle betragtninger ved en 40 års fødselsdag.

Af Claus Bojesen.

 

Der tales meget i dagspressen om, hvor ufattelig godt det går med malerkunsten og omsætningen af kunst. Den og den unge akademielev har lige solgt et dyrt maleri hos netop den kunsthandler, der forhandler det nyeste nye inden for billedkunsten. Maleriet er ikke længere dødt, men netop nu genoplivet af eleverne på malerskolen på Kongens Nytorv. Eller en nylig verdenskendt kunstmaler næsten lige udgået fra akademiet har lige solgt et lille maleri til en million kroner og det er ganske vist, må vi nikkende indrømme til salige lagerforvalter Rindal i det jyske.

Set ud fra mediernes og kulturministerens snæversynede optik går det ufattelig godt. Man kunne mindes Otto Gelsted, der engang skrev - dengang der blev kæmpet for den nye kunst, inden den moderne kunst blev sofabilledet i borgerskabets fine stue.

” Vi har også i vores tid haft rig lejlighed til at se, hvilke farlige følger det har, når regeringer blander sig i spørgsmål om kunst, som man altid på forhånd kan gå ud fra, at de ikke har forstand på. Det plejer jo ikke at være begavede folk, der når de politiske magtstillinger. Gid Staterne dog ville forstå, at de skal blande sig så lidt som muligt i kunst”! (Otto Gelsted fra Danmark-Rusland i litteraturen, 1937).

Mærkelig nok forfægter Otto Gelsted, den gamle socialist at kunsten trives bedst uden nogen statslig indblanding vedrørende indhold og formidling, men man kunne måske udlede heraf, at gode sociale og arbejdsmæssige vilkår var at foretrække for det vilde liberalistiske ridt i den økonomiske omsætning af kunstens produkter.

Det ville klæde kulturministerens kunstpolitik, hvis han i mindre grad blandede sig i kunstlivets institutioner og deres fremtidige udstillingspolitik. Elitedyrkelsen inden for kunsten på linie med elitedyrkelsen i sportens verden ødelægger ikke blot tilskuerens oplevelser, men fordærver selve de udøvendes sociale vilkår og solidaritet inden for faget. At indirekte udråbe Charlottenborg til en art Statens Kunsthal og at udelukke velrenomerede kunstgrupper som Grønningen, Corner, Pro og Den Gyldne i at udstille, og lade publikum få det årlige indblik i hvad og hvordan det rører sig i det kunstneriske laboratorium, er et uklogt kunstpolitisk træk, for det er vel ud ad mængden og vækstplanet, at de nye gennembrud og kunstneriske landvindinger skal opdages og plejes.

Det er det synlige og spektakulære, der dyrkes i dagens kunstpolitik, mere end det er den langsomt voksende kunstproces og kunsterkendelse, som jo netop var ideen bag loven om Statens Kunstfond i 1964.

Kunsten er måske ikke demokratisk i sig selv, men det bør formidlingen være eller mere neutral. Der skal gives mange muligheder for billedkunstnerne at vise sine værker. Der skal være plads til de mangeartede udtryk og kunstnergenerationer.

I den ånd skal man forstå begyndelsen på og stiftelsen af de første kunstforeninger til opkøb og støtte af kunsten. Mange nye kunstforeninger dannet i forskellige firmaer og fabriker så dagens lys i 1960’erne. Kunst skulle ud til folket. Oplevelsen af billedkunst skulle demokratiseres, og i denne ånd opstod Kosan Kunstforening, som i år kan fejre sit 40 års jubilæum.

Det er det personlige engagement, der tæller. Blandt de mange ildsjæle, der har virket i Kosan Kunstforening, skal vi her nævne den legendariske formand Erling Hansen, der i en lang årrække arrangerede udstillinger og foranledigede kontakt til mange gode kunstnere og som ikke mindst fik udgivet nogle gode grafiske værker til kunstforeningens medlemmer. Erlings Hansens (formand 1971-1987) samlerevne og øje for nye opdukkende talenter resulterede i, at han igennem ca. 40 år op byggede en meget stor og sjældent privatsamling, hvori der også var mange sjældne grafiske tryk og hele grafiske euvre af enkelte kunstnere. Samlingen omfattede udover maleri, grafik, skulptur, keramik, blandingsformer og eksperimental fotografi også kunstnerbreve, sjældne kataloger, prislister, kunsttidsskrifter og kunstbøger og kunstneres egne udgivelser. Denne samling, som Erling Hansen i sine sidste leveår forsøgte at donere bort til adskillige museer, som et samlet hele med den klausul, at samlingen skulle forblive samlet i 25 år efter hans død, og derefter kunne man bortsælge de mindre væsentlige værker og stramme samlingen op, blev desværre efter hans død overgivet til ukyndige hænder, der hurtigt splittede denne samling for ussel mamon, på trods af at samlingen var en omfattende dokumentation over dansk nutidskunst gennem flere årtier, og indeholdt specielle afdelinger med kunst fra Passepartout surrealismen, wienersurrealismen og arte pouvra og shakti-grubben fra Norditalien, samt indeholdt flere hundrede værker af enkelte kunstnere, nummereret og katalogiseret af Erling Hansen.

Inden Erling Hansens død nåede han, at udstille og donere en stor samling af ”kunstneres selvportrætter” til Vendsyssel Kunstmuseum, hvortil der blev udgivet en bog (2003) skrevet af Ole Lindboe. Arkivet og dele heraf blev overgivet til Brandlund Slot i Sønderjylland, men er endnu ikke blevet gjort tilgængeligt. Erling Hansen forsøgte at gøre flere danske kunstmuseer interesseret i sin samling og arkiv, men mødte en mur af tavshed.

Dele af Erling Hansens samling dukker stadig op på Bruun-Rasmussens auktionshuse og Lauritz com. Og der kan fortælles mange sjove historier om, hvordan Erling Hansen erhvervede sine kunstobjekter eller reddede kunstværker fra destruktion eller tidens tand, bl.a. fik han ophængt en stor ”omvendt” pyramide lavet i spånplade og cement i sin carport, således at Erling Hansens bil måtte holde ude på parkeringspladsen. Skulpturen var lavet af den kendte italienske billedhugger Mario Statioli, som har lavet vartegnet uden for det moderne museum i Prato, Italien. Denne skulptur blev efter sigende smidt væk, da den nye ejer af Erling Hansens hus skulle bruge garagen. Efter sigende skulle en sådan skulptur kunne sælges for et millionbeløb i Italien…

I virkeligheden var Erling Hansen meget skeptisk med hensyn til de offentlige kunstindkøb foretaget af museer, statens kunstfond og kommunale kunstindkøb, selv var han en ildsjæl og satsede på sine beslægtede ildsjæle, når han gik på opdagelse i kunstens verden. Og formidlingen af kunst og sine egne oplevelser i kunstens verden delte han gerne med sine medsamlere og kunstinteresserede i Kosan Kunstforening eller nogle af de andre kunstforeninger, han var medlem af eller, når han var med til at opsætte udstillinger.

Kosan Kunstforening/Kosan Kunstforenings Venner har igennem årene købt bredt af dansk kunst og lidt af international kunst til udlodning blandt sine medlemmer, og op igennem årene udgivet ikke mindre end ca. 100 stk. grafiske udgivelser af gode danske kunstnere. De anvendte grafiske teknikker har været lige fra serigrafi, forskellige former for ætsninger på plade til off-set tryk eller bedst til litografier trykt fra sten. En interessant samling af grafiske arbejder, varierende i oplag og teknikker og kunstneriske udtryk udgivet som medlemsgave til Kosan Kunstforening/Kosan Kunstforenings Venner. De grafiske tryk erhverves for en beskeden medlemspris taget de reelle trykomkostninger og kunstnerhonorarer i betragtning, hvis man i øvrigt orienterer sig på markedet for grafiske tryk.

Men denne økonomiske synsvinkel duer ikke rigtig til noget, da vi må betragte det som en art filantropisk virksomhed at udgive moderne grafik. Vi er her i landet i den både gode og dårlige situation, at de grafiske tryk ikke rigtig betragtes som originale arbejder, men en form for multiplicering af et kunstnerisk grafisk udtryk, som udbredes til mange mennesker, som en art ”folkelig” grafik, der i velfærdsstatens hellige navn skal udbrede, demokratisere kunsten og oplyse folket.

Som kunstner er jeg selv ikke helt enig i denne betragtning, men som kunstsamler synes jeg, det er en herlig ide med udbredelse af grafik for billige penge til fryd og glæde for mange mennesker. Væk med stueuret og glarmestermalerierne, T.V. og moster Annas broderier fra Himmelbjerget og op med den ”folkelige” grafik i rimelige store oplag til glæde og oplysning – og lad så kunstspekulanterne bruge deres millioner på tvivlsomme kunstprodukter forbeholdt de få og lad så diverse kunstkuratorer og kunstdirektører fylde museerne og Charlottenborg med millionsikrede kunstprodukter af mere eller mindre markedsorienterede og akademisk art.

Et stort til lykke med jubilæet til formand Jørgen P. Nielsen (formand fra 1990 - 2007) og den øvrige bestyrelse, som fortsætter det arbejde Erling Hansen startede som formand i Kosan Kunstforening i 1971.